Her på Edmonds College føler vi os helt sikre. I hvert klasseværelse hænger der instrukser for snart sagt enhver situation: Procedure ved bombetrusler, Evakuering, Kemisk forurening, Civil forstyrrelse og demonstrationer, Forstyrrende studerende, Jordskælv, Ildebrand, Ulykkestilfælde, Beskadigelse af bygning, Voldelig eller kriminel adfærd, Vulkan udbrud – og Uvejr (frit oversat og i nævnte rækkefølge). Og det er bare at slå op, så står der nøjagtigt, hvordan man skal forholde sig.
Vi har ikke oplevet noget af ovenstående, men det skader jo aldrig at være forberedt!
Der er uniformerede sikkerhedsvagter, selvom vi sjældent ser dem – og en gul panikknap på væggen, hvis uheldet er ude. Dog ikke metaldetektorer. En af vores elever tændte sin cigaret et par skridt fra ”designated smoking area” – han blev venligt men bestemt gelejdet indenfor rygeområdet af to sikkerhedsvagter.